En forferdelig sannhet...

Fant en artikkel linket på fb som jeg vil dele med dere..
Det her sier mye om mine tanker rundt barn og livet med barn.
Vi har jo selv 2 barnehagebarn, og de skal fortsette der selv om jeg blir hjemme i permisjon.
Både fordi de er store og trenger venner rundt seg, men også for at jeg skal få ro/tid til babyen.
De får en fridag i uka, samt kortere dager, og det gir jeg dem med glede, og det er min største prioritet
foran husarbeid. Da får de heller delta i husarbeidet, og det gjør de stort sett med glede.
Vi har våre barn i verdens beste barnehage, har virkelig ingenting å utsi på den, men jeg tror verdiene og erfaringene de får av å være litt mer hjemme og delta i hverdagslivet er virkelig verdifulle når de en gang skal ut i den store verden selv. Dessuten er det en fryd å være sammen med dem, og for lillesøster også etterhvert.

Debat

Af 

• Maria Reumert Gjerding og Helle Heckmann

• Anbefal artikel
• Printervenlig version
• Send artiklen til en ven
• Twitter
• Google+
• Facebook

arbejdsmarkedforældrekarriereøkonomisk vækst

enhedslisten

danmark

Dine venner på Facebook

I et samfund, hvor velstand og forbrug er de største og altoverskyggende mål, er der ikke brug for børn. Børn har ikke nogen funktion, og i sig selv har barndommen ingen umiddelbar værdi. Ud fra samfundets perspektiv er barndommen noget, der skal overstås, helst så hurtigt som muligt.

Derfor bliver der ikke spekuleret ret meget over barnets behov, i den måde samfundet er bygget op. I et vækstsamfund hvor de arbejdsdygtige børnenes forældre konstant skal arbejde mere og hårdere for at oppebære et stigende forbrug, betaler børnene prisen.

Det paradoksale er, at de fleste børn i dag er både planlagte og meget ønskede. At have børn er for mange et statussymbol. At få børn er blevet et projekt. Alle forældre ønsker at give deres børn det allerbedste herunder en god og tryg barndom. Men selv om de har status af ønskebørn, tilbringer de fleste poder over halvdelen af deres vågne timer i institution. Det fællesskab, der burde fylde mest i barnets liv livet som medlem af en familie reduceres til få timers såkaldt kvalitetstid.

Den lange institutionstid er samfundsmæssigt helt accepteret. Det er nødvendigt, at børnene er længe i institution, for begge forældre skal jo passe et arbejde. I dag er to indtægter en nødvendighed for de fleste familier.

Kvalitetstid uden værdi

Forældre med fuldtidsjob er splittet mellem to liv: På den ene side livet på arbejdspladsen, hvor de er midt i en karriere og indgår i en social sammenhæng. På den anden side livet i familien og rollen som forælder, hvor barnet stiller nogle helt særlige krav om fællesskab, nærhed og ikke mindst masser af tid.

Masser af tid er imidlertid det eneste, moderne forældre i et vækstsamfund har svært ved at give deres børn. Det er derfor, begrebet kvalitetstid har sneget sig ind i relationen mellem barn og voksen. Dette begreb bygger på en opfattelse af, at det ikke er kvantitet af tid, børn har brug for, men derimod tid af en særlig høj kvalitet, hvor barnet og den voksne er sammen på en intens måde.

Men for barnet giver kort og intens kvalitetstid ikke megen mening. Tværtimod er det fuldstændig det modsatte af, hvad et lille barn har brug for. Et barn har ikke brug for, at far eller mor en time hver aften intensivt helliger sig togbane og puslespil. Det har brug for at blive inddraget i det sociale fællesskab ved at bidrage til de daglige gøremål, der sikrer, at hverdagen hænger sammen. Det er afgørende for udviklingen af et sundt selvværd, at barnet føler sig påskønnet og vigtigt for fællesskabet.

Kom nu, vi har travlt!

Men at inddrage barnet på barnets præmisser kræver tid. Meget tid. Det kræver, at der er mulighed for, at madlavningen tager tid, at opvask og rengøring bliver en social aktivitet, frem for noget der bare skal overstås. Der skal også være god tid både morgen og aften, til at barnet selv får lov at tage tøj på, så det får mulighed for at afprøve sine færdigheder i praksis.

Sådan er hverdagen i meget få familier. Der er ikke tid. I misforstået kærlighed bliver alting gjort for barnet. Som forældre oplever man ofte, at man bliver nødt til at manipulere med barnet for at nå det hele. Om morgenen kan det f.eks. være nødvendigt at få barnet til at skynde sig, for der er slet ikke tid til, at det skal tage tyve minutter at iføre sig en strømpe. I tiden mellem institution og aftensmad er det langt lettere, hurtigere og mere effektivt at passivisere barnet foran skærmen, mens maden klargøres, og der ryddes op.

Den manglende tid i hverdagen stresser barnet og giver ikke barnet mulighed for at deltage, fordybe sig eller opleve verden i sit eget tempo. Barnet føler i disse gentagne stressede situationer, at det ikke bliver taget alvorligt, fordi der ikke er tid til at dvæle ved de ting, det oplever.

Tvunget til at være social

Barnets lange dag i institution er præget af tæt samvær med mange jævnaldrende børn. Barnet presses til at være socialt i 8-10 timer. Dette sker i en fase af deres udvikling, hvor de kun er ved at lære at være sociale.

På trods af at voksne har helt andre sociale færdigheder end børn, er der ingen voksne, der ville kunne holde ud at være sociale med 25 andre voksne hver dag i 8-10 timer uden pauser og uden mulighed for at trække sig tilbage. Der findes da også regler for, hvor mange timer ad gangen voksne ansatte må opholde sig i børneinstitutionerne, men der er ikke et tilsvarende loft for børnene.

Når barnet tvinges til at være socialt i så mange timer og skal forholde sig til skiftende børn og voksne, risikerer man, at det lukker af for omverdenen eller udviser aggressiv adfærd over for andre børn.

Børnepsykologer anbefaler, at børnene maksimalt opholder sig i institutionerne 5-6 timer om dagen en anbefaling, der, hvis den faktisk blev fulgt, ville undergrave forudsætningen for vækstsamfundets fortsatte ekspansion.

Høj pris

Kampen for et godt børneliv er kontroversiel, netop fordi et godt børneliv står i skærende kontrast til vækstsamfundets krav om stigende velstand, længere arbejdstid, effektiviseringer og højere tempo.

Men prisen for ikke at gøre noget ved problemet er høj. Vi er i dag vidne til en bekymrende udvikling, som vi ikke længere kan sidde overhørig. Siden midten af 1990'erne er antallet af børn med psykiske problemer steget med mere end 150 procent. Flere børn bliver diagnosticeret med en adfærdsforstyrrelse og kommer i medicinsk behandling. Noget tyder på, at børnene ikke trives i vækstsamfundets høje fart.

Som samfund har vi ikke råd til at fortsætte med at ignorere barndommens essentielle betydning. Det pressede liv, den lange institutionstid, og den alt for tidlige skolestart ødelægger ikke bare barndommen, men også menneskers psykiske velbefindende i voksenlivet.

Det koster samfundet milliarder at behandle de skader, som barndommens trange kår påfører mennesker. Børn med psykiske problemer klarer sig dårligt i skolen og henvises ofte til specialklasser eller deciderede specialskoler. De er ofte mærkede for livet og kan have svært ved en videregående uddannelse eller i det hele taget at skabe sig et normalt liv.

Hvis vi vil have sunde og raske mennesker med betydelige ressourcer, er det nødvendigt at satse på børnene og bringe barndommen i centrum.

Det bør være ethvert menneskes ret at have syv rolige år, hvor man får den tid, man har brug for til at blive et ressourcefuldt, kreativt menneske.

Nytænk familien

Hvis vi skal opnå det, er forudsætningen imidlertid et arbejdsmarked, der er indrettet til, at mennesker en del af deres arbejdsliv får mulighed for at udføre en andet type samfundsrelevant arbejde: at være forældre.

Det kræver et arbejdsmarked, der er organiseret ud fra, at børn ikke skal opholde sig i institutionerne mere end 5-6 timer om dagen, at børn bliver syge og har brug for forældre under sygdom, og at familierne har brug for fælles ferie.

At satse på at skabe sunde velfungerende børn ved at give familierne mulighed for mindre pres og stress er dyrt, men indsatsen vil betale sig mangefold tilbage. Dels i form af sunde ressourcestærke mennesker, dels i form af besparelser til at behandle de skader, den manglende barndom påfører menneskene i form af tabt arbejdsfortjeneste, kriminalitet m.v.

Der er ikke tale om en tilbagevenden til en gammel hierarkisk familiestruktur, men derimod en nytænkning af familien som det helt centrale i skabelsen af fundamentet for fremtidens samfund.

Helle Heckmann er pædagog og forfatter til 'Barn du er vores ansvar'. Maria Reumert Gjerding er folketingskandidat for Enhedslisten. Begge er medforfattere til antologien 'Modvækst omstilling til fremtiden'